Hvor svært er det egentlig for kørestolsbrugere at komme rundt i Aarhus? Hvor svært er det at handle ind? At shoppe nyt tøj? Artiklens skribenter sætter sig i stolen for en dag og prøver kræfter med nogle af de daglige udfordringer, man som kørestolsbruger står overfor.

Skrevet af Lukas Palm Eriksen og Viktor Houman

Aarhus byder på et hav af muligheder, når man bevæger sig rundt i bybilledet.  

Hyggelige cafeer, gågadens mange butikker og shopping i stormagasiner er bare et lille udpluk af det, man kan foretage sig i Smilets By.  

Men for en gruppe borgere kan en simpel vej fra A til B være fyldt med barrierer og forhindringer. 

Ifølge en undersøgelse lavet i 2019 af VIVE har omkring 313.000 borgere i Danmark et større fysisk handicap, der gør, at hverdagen får et helt andet benspænd, når infrastrukturen omkring dig ikke er tilpasset til dine behov. 

Hindringer ved hvert et hjørne

Hos hverdagsaktivistforeningen ‘Sager der Samler’ på Frederiksbjerg i Aarhus møder vi Ulla Søberg Jakobsen. Hun er født med rygmarvsbrok og har siddet i kørestol hele sit 42 år lange liv. Hun er stifter af et initiativ, der sætter folk, der ikke er gangbesværede, i en kørestol for en dag. Foreningen kaldes Tours on Wheels, og den har eksisteret i omkring fem år. Siden foreningens start har hun haft såvel byråds- og folketingspolitikere som helt almindelige mennesker med på tur. Og det er det, vi skal prøve i dag.  

Viktor sætter sig i kørestolen, mens Lukas agerer hjælper. Ulla har sin elektroniske kørestol, så hun behøver ikke en ledsager til at skubbe hende rundt ude i byen. Vi sætter kurs mod banegården, hvor vi skal ned og tage Letbanen. Men det er ikke så ligetil, som det lyder. For i Frederiksbjergs gader og stræder er det ikke så nemt at komme rundt, hvis man sidder i en kørestol.  

“I Aarhus er der dårlig belægning på fortovet. Det er kantsten, der ikke kan tages i en kørestol, der er cykler, der står i vejen, og der er butiksinventar i gadebilledet, der står forkert,” forklarer Ulla om de udfordringer, hun møder i sin dagligdag, mens vi fortsat er ved at vænne os til vores nye tilværelse i kørestolen. 

Mange steder er fortovene belagt med brosten, og kantstenene er høje. Når vi skal over vejen, er vi nødt til at krydse et sted, hvor der er en opkørselsrampe på den anden side af vejen. Og den skal tages baglæns. 

“Man bør virkelig kigge på belægningen i Aarhus. Nogle steder ser jeg gående, der knap nok kan gå ordentligt. Hvordan tror du så, at en kørestolsbruger har det?” spørger Ulla. 

Særligt ved opkørselsrampen mellem Bruuns Bro og Bruuns Galleri har vi udfordringer. Efter et par forsøg bliver det klart for os, at vi må opgive at komme op på egen hånd, og vi hjælpes ad med trepunkts-vending og baglæns træk op ad rampen for at komme videre på vores vej mod banegården. 

Vi kører igennem Bruuns Galleri for at komme til banegården. Her bliver vi hurtigt enige om, at det blanke shoppingcenter-gulv er behageligt at køre på.

“Hvis bare det var sådan alle steder,” siger Ulla.

Skal vi af her?

Vi tager Letbanen fra Banegården mod Grenå. En ad gangen kører vi ind og parkerer kørestolene på i hver sin side af toget, så folk stadig kan komme forbi imellem os. Vi skal kun køre to stop nordpå, så vi parkerer tæt på udgangen.  

Da Letbanens info-display viser, at vi nærmer os stoppestedet Skolebakken, slipper vi kørestolens bremser og ruller forsigtigt mod udgangen. Ved dørene står der allerede en barnevogn parkeret, som Ulla i sin elektriske kørestol lettere udfordret får manøvreret udenom. Selv er vi fanget, da vi på dette tidspunkt ikke er kommet ud af Letbanen, og foran os kan vi se, at dørene lukker. 

“Kan du lige hjælpe?!” spørger Lukas damen med barnevognen, der er fanget mellem os og udgangen. Hurtigt sætter hun en fod i døren, så den for en kort stund åbnes, før den igen bipper og lukker langsomt. Endnu engang sætter damen en fod i døren, mens hun får tumlet barnevognen ind til siden, så vi kan stige af. Men heller ikke denne gang når vi den. Tredje gang er lykkens gang, og nu er vi hurtige. Lukas får sat en fod i klemme, mens moren med barnevognen får åbnet døren med hånden. Endelig lykkes det, og vi behøver ikke at fortsætte nordpå i kørestol uden vores guide.  

Vi kommer omtumlet ud på perronen, hvor Ulla holder og venter. 

“Ja, det er lidt træls, er det ikke?” spørger Ulla os med et smil på læben, mens vi alle triller mod gågaden. 

På trods af vores oplevelse mener administrerende direktør for Letbanen i Aarhus, Michael Borre, ikke, at der er udfordringer med tilgængelighed i Letbanen. Han fortæller, at alle perroner i byen lever op til kravene, og at der er en knap på døren, der holder den åben i længere tid, så gangbesværede nemmere kan stige af og på. Dog er knappen ikke markeret med et handicapskilt, eftersom handicaporganisationerne har frabedt sig det, siger Michael Borre. Dette udsagn bekræfter Jørgen Bak, næstformand i Dansk Blindesamfund Østjylland, der sad i Kommunens Handicapråd, da det blev besluttet.  

Den knap, som Michael Borre nævner, overså vi. Og vi er ikke de eneste, der har besvær med offentlig transport. Ifølge en undersøgelse fra Det Centrale Handicapråd giver ni procent af den danske befolkning udtryk for, at de slet ikke eller kun med besvær kan benytte offentlige transportmidler som bus og tog i Danmark, hvilket både kan være grundet transportmidlerne og omgivelserne. 

Aarhus i kørestolshøjde 

Efter vores tur i Letbanen er Lukas så tilpas udmattet af at skubbe Viktor rundt i Aarhus’ bakkede terræn, at vi beslutter os for at bytte positioner. Med Lukas som kørestolsbruger og Viktor som ledsager ruller vi atter gennem byen. 

Vores tur ned ad strøget tager os forbi Salling, hvor Ulla kører op til hovedindgangen, og trykker på den assisterende døråbner. Vi kører forsigtigt ind i bygningen og sætter kurs mod elevatoren, der fragter både os og Ulla op til Salling Rooftop. 

Den gode belægning og ramperne på Rooftop gør, at vi nemt kan komme op til udsigtspunktet, der giver os et komplet panoramasyn over Aarhus. Efter begge kørestole er sat i parkeringstilstand på udsigtsplatformen, kan vi endelig puste ud og nyde byen fra et helt andet perspektiv. 

Det giver anledning til en dybere snak om, hvordan Ulla opfatter byen. Hun mener ikke, at kørestolsbrugere bliver inddraget nok i den kommunale beslutningsproces, hvilket ifølge hende skader nye tiltag. 

Hendes ønskescenarie er, at aarhusianske kørestolsbrugere vil få en plads i byrådet, men selv tror hun, at der kan være lange udsigter.  

“Det kræver jo, at der er nogle, der stiller op,” siger hun.  

Hun håber, at hun igennem sit tiltag med Tours on Wheels kan give politikerne en åbenbaring om, at livet som kørestolsbruger kan være besværligt. 

“Politikerne ved ikke, hvordan det er at være kørestolsbruger. Det kræver, at man prøver det på egen krop, før man rigtig forstår det,” forklarer hun. 

Marie-Louise Hahn har siddet i bestyrelsen i Dansk Handicap Forbunds afdeling i Aarhus siden 2007. Derudover sidder hun selv i kørestol og har været en del af Aarhus Kommunes Handicapråd. Hun mener, at man som menneske med handicap må følge med strømmen, når det kommer til tilgængelighed – eller mangel på samme.  

“Man indretter sig, så man ikke bliver generet af det. Jeg gider for eksempel ikke blive irriteret, hver gang jeg skal ud at købe noget. Hvis ikke der er tilgængelighed, så finder jeg et andet sted, hvor jeg kan få det, jeg skal have,” siger Marie-Louise Hahn. 

Efter vores snak på tagryggen finder vi igen ned på stueetagen af Salling, hvor vi ruller mod en af udgangene. Desværre har udgangen i hjørnet af stormagasinet ikke en assisteret døråbner for kørestolsbrugere, så Lukas må skubbe til døren med sit ben, mens vi ruller frem, så Viktor kan gribe den, og vi kan forlade bygningen. 

Midlertidige eller permanente løsninger?  

På vores køretur ned ad det aarhusianske strøg, støder vi på mange ramper, der fører ind i de respektive butikker. Nogle er af træ, andre er af aluminium, og enkelte steder er der tænkt en permanent rampe ind i belægningen.  

Vi beslutter os for at prøve kræfter med en af ramperne. Med et grinende “held og lykke” fra Ulla, begiver Lukas sig ud i det med en forhåbning om, at han sagtens kan komme op ad rampen uden hjælp. Kørestolen er positioneret ud for rampen, der ser ud til kun lige at være bred nok til, at begge hjul kan komme på uden at kæntre. Tilløb skal der til. Lukas sætter i gang, og armene flyver frem og tilbage for at få nok fart på. Men inden længe må Lukas se sig slået af rampen, som han kun lige når op på med forhjulene, før kørestolen stejler, og Viktor hurtigt griber fat i håndtagene på den rullende stol. Vi indser nederlaget og opgiver forsøget med at bestige aluminiumsrampen.  

Arkitekt og social entreprenør Peter Skjalm peger på, at disse ramper bør laves om og gøres til en permanent løsning, som gælder for alle butikkerne på Strøget. For selvom der som sådan ikke er nogle bestemte regler for, hvordan en butik sikrer tilgængelighed for alle, bør der være det ifølge Peter Skjalm. Det kan dog blive en omfattende affære.  

“Det gode ved midlertidighed er, at man kan teste nogle ting af. Hvad virker, og hvad virker ikke. Når man så har fundet de rigtige principper for adgang til de enkelte butikker, som jo ligger i forskellige niveauer, kan man etablere det. Det kan roligt tage et helt år. I hvert fald,” siger han. 

Den påstand bakker Ulla Søberg Jakobsen op om.  

“Man bør bruge et universelt design, hvor man både tager højde for det nyfødte barn, kørestolsbrugeren og andre mennesker, der har særlige behov for tilgængelighed,” siger hun. 

I Aarhus City Forening har man ikke en decideret oversigt over, hvilke butikker der er tilgængelige for kørestolsbrugere. Ifølge foreningens direktør, Claus T. Bech, er det hver butiks eget ansvar, selvom der opfordres til, at butikkerne gøres tilgængelige for alle – om det så er ved hjælp af ramper af træ eller aluminium eller permanente løsninger.  

“Tilgængelighed er løbende på vores dagsorden, for det er særdeles vigtigt, at kørestolsbrugere kan komme ind i butikkerne. Der er mange butikker på Strøget, hvor man nu har investeret i ikke-permanente ramper, så man kan øge tilgængeligheden. Vi opfordrer i høj grad til, at butikkerne sørger for tilgængelighed for alle, men vi kan ikke tvinge dem,” lyder det fra Claus T. Bech, inden han peger på en højere instans: 

“Aarhus Kommune er også opmærksomme på det, og de er gode til at tænke tilgængelighed ind i projekterne, når der bliver bygget nyt.” 

For Marie-Louise Hahn fra Dansk Handicap Forbund står det klart, at ikke alle butikker på Strøget er lige tilgængelige for kørestolsbrugere.  

“Det kunne være fedt, hvis alle butikkerne i Midtbyen var tilgængelige, men de fleste kørestolsbrugere prioriterer at lade være med at blive irriterede og tager et andet sted hen,” siger Marie-Louise Hahn. 

Aarhus… for alle? 

Vores tur fortsætter ned ad Strøget mod Banegården. Vi er positivt overraskede over selve belægningen på gågaden, der stryger sig gennem byens hjerte. Dog er Ulla lidt utilfreds med placeringen af tøjstativer foran diverse butikker.  

Mens vi triller afsted over lyskrydset på Banegårdsgade med kurs mod Bruuns Galleri, fortæller Ulla, at hun ærgrer sig over, at hun bliver overset – både i gadebilledet og samfundet. Det kan Peter Skjalm godt forstå, hvorfor han mener, at borgere som Ulla bør være med i starten af processen, når et byggeri skal fra idé til mursten. 

“Man bør starte med at have nogle kørestolsbrugere med ind over beslutningerne. Det er rigtig, rigtig vigtigt. I stedet for kun at kigge på byen fra et politisk perspektiv, så går man i dialog med kørestolsbrugere,” siger Peter Skjalm og tilføjer:  

“Prologen, hvor man inkluderer de kommende brugere, er givet godt ud på den lange bane. Så man laver tingene rigtigt første gang. Det bliver dyrt på den lange bane, hvis de skal ind og lave noget om hele tiden. Tilgængelighed vil vi gerne gøre noget ved i samfundet, og borgerne elsker det uanset krop og køn. Det skal bare gøres rigtigt fra dag ét.” 

I Aarhus Kommune har man netop dette for øje. I 2019 blev der nedsat et tilgængelighedsråd, der inkluderer tre repræsentanter for handicaporganisationer, tre repræsentanter fra relevante magistratsafdelinger og Rie Ollendorff, som er arkitekt, tilgængelighedskonsulent fra Teknik og Miljø og har arbejdet med tilgængelighed i 20 år. Rie Ollendorff sekretariatsbetjener rådet, og hun fortæller, at man i Aarhus Kommune er engageret og interesseret i at øge tilgængeligheden. 

“Formålet med et tilgængelighedsråd er netop at følge projekter i Aarhus Kommune, som er bygge- og anlægsprojekter og kommunikations- og it-projekter. Rådets fornemmeste opgave er at følge udpegede projekter helt fra starten. Fra de allerførste tanker. Vi kan selvfølgelig ikke være med i alle projekter, og vi kan selvfølgelig ikke gå ud og lægge hele byen om med et knips, men vi kan tænke god tilgængelighed for alle ind, mens vi bygger nyt, og mens vi bygger om,” fortæller Rie Ollendorff, som også nævner, at rådet ofte kommer med i overvejelserne hos diverse projektledere, når der skal tænkes nye byggerier. 

“Vi inviteres tit af projektledere, hvor vi samler nogle af vores 32 brugerrepræsentanter, der kan være med til projektet. Og vi bliver inviteret, fordi vi enten selv spørger eller fordi projektlederne retter henvendelser, fordi de er opmærksomme på, at inddragelsen giver god mening for projekterne.” 

Skjulte barrierer i Galleriet 

Vores tur lakker mod enden, men inden da skal vi igen en tur i Bruuns Galleri. Vi har aftalt med Ulla, at vi vil prøve på egen krop, hvordan det er at være ude og handle i en kørestol. Hun tager os med i et supermarked og giver os en udfordring, der lyder, at vi skal se, om vi kan nå den øverste hylde i bland-selv-slik-afdelingen. Det er umuligt. Vi kører videre gennem butikken og kommer til en kølemontre, hvor der står en masse drikkevarer. Men her kan vi heller ikke få noget fra øverste hylde. Det går op for os, hvor svært det egentlig er bare at være ude og handle, når man sidder i kørestol. Heller ikke i køledisken med hakket oksekød og store ribeyes er der held.  

“I forhold til det her med madspild er det jo meget godt, at man kun kan nå det, der ligger forrest,” siger Ulla, der tydeligt prøver at opretholde en vis form for positivitet. 

Dernæst står den på shopping. Vi beslutter os for at gå ind i en af de større butikker, hvor der angiveligt bør være plads til, at man kan begå sig i en kørestol. Da vi kommer ind i butikken, går det hurtigt op for os, at det bliver sværere end forventet. I sektionen med jeans er det stort set umuligt at komme ned i hjørnet, og da vi endelig når derned, må vi bakke ud igen, da der ikke er nogen udsigt til, at vi kan dreje rundt om hjørnet.  

Vi kommer ud på den store gang igen, og der må vi manøvrere os rundt om et tøjstativ, der står midt i butikken. Ulla, der efter mange år i kørestol ikke længere er lige så tålmodig, som vi er, rammer stativet med baghjulet og ser sig ikke tilbage.  

Næste stop er isenkræmmeren. Vi bliver enige om, at selvom vi ikke just er vant til at sidde i kørestol, prøver vi alligevel at rulle ind blandt porcelænsservice og glas. Her bliver vi hurtigt mødt af en medarbejder, som pænt spørger, om vi har brug for hjælp. Altså hjælp til at finde ud af, hvad vi skal købe. Vi siger nej tak og forsikrer ham om, at vi nok skal gøre vores bedste for ikke at vælte noget. Vi kan heller ikke rigtig komme til at vælte noget, for butikken har så smalle gange, at vi kun kan nyde de mange varer på afstand. Vi kan til nøds lige snige os ned ad en af gangene for at kigge på en Kitchen Aid maskine.  

Nu kan vi bedre forstå, at Ulla ikke er så stor tilhænger af at shoppe i fysiske butikker. Hun køber primært ting online. 

Øjenåbnere i kørestol 

Efter turen i storcentret kører vi endnu engang gennem Frederiksbjerg til ‘Sager der Samler’ på Ingerslevs Boulevard.  

Dagen i kørestolens verden har gjort det klart, at byens muligheder bliver en ganske anden oplevelse, når man navigerer i kørestolshøjde. Vi har fået en helt ny forståelse for Ulla og de øvrige aarhusianske kørestolsbrugeres udfordringer, når de færdes i Smilets By. Kommunen kæmper for mere tilgængelighed, selvom det ikke kan gøres perfekt fra den ene dag til den anden. Men et spørgsmål står stadig soleklart for os: 

Hvordan kan vi fjerne de barrierer, der stadig findes, så man sikrer, at Aarhus bliver et tilgængeligt og inkluderende sted, hvor alle kan trives?